Torben Frandsen

Liste Fagforeningslisten
Alder 50
Arbejdssted Center for IT og Medicoteknologi
Uddannelse Diplomingeniør
Retning Produktionsingeniør
Hvem er jeg?
Jeg er uddannet produktionsingeniør fra 1997 og har hele min karriere arbejdet som projektleder, programleder, SAFe scrum master og i en periode også som liniechef. 

De sidste 15 år har jeg været ansat i Region Hovedstaden, og har min daglige gang i Center for IT og Medicoteknologi hvor jeg arbejder indenfor området "Telesundhed".

På privatsiden er jeg gift med Lonny på 19. år, og vi bor i hus i Islev, Rødovre. Vi har ikke nogen børn sammen, men jeg har fornøjelsen af at være bonusfar for Jonas som lige har rundet de 30 år.

Fritiden bruger jeg på mange forskellige ting. Min kone og jeg elsker god mad og godt selskab, så det bruger vi meget tid på. Derudover har jeg altid gang i en række halvfærdige gør-det-selv arbejder, hvis jeg ikke er en tur i biografen eller til logemøde i Logen Mona i Gladsaxe.

Med alle disse herlige vaner er det vigtigt for mig at holde mig sund, så jeg cykler 60-80 kilometer om ugen og forsøger også at nå forbi LOOP-centret 2-3 gange om ugen, hvilket langt fra altid lykkes. 


Hvorfor stiller jeg op?
Som mangeårig offentligt ansat med en stor berøringsflade til både regioner og kommuner gennem mit projektarbejde, har jeg god føling med hvad der rører sig rundt omkring i den offentlige administration og især i sundhedsvæsnet.

De senere år er vi blevet udfordret af fortsatte forringelser af arbejdsforholdene. Regionerne er et godt eksempel hvor vi hverken har fri juleaftensdag, nytårsaftensdag, 1. maj eller grundlovsdag. Alt hvad der kan gøre jobbet attraktivt er skrællet væk, og det næste der ryger er måske den betalte frokostpause for det er efterhånden det eneste "gode" der er tilbage.

Derfor vil jeg arbejde for at det offentlige igen bliver et attraktivt arbejdsområde for ingeniører. Den gamle sang om at det offentlige ikke må være lønførende, og at man kompenseres på anden vis, holder slet ikke længere. Det skal enten frihed eller flere penge på bordet, BASTA!

Jeg vil arbejde for at IDA er en god fagforening i sin egentlige form. IDA´s fornemste opgave er at hjælpe medlemmerne til at have et godt arbejdsliv, og til at varetage medlemmernes interesser i den offentlige debat og på det politiske område.

Og så må IDA gerne have politiske holdninger der vedrører medlemmernes løn- og arbejdsforhold, og som understøtter at Danmark først og fremmest er et videnssamfund som skal sikre sin egen fremtid gennem et stærkt uddannelsessystem. Der skal IDA have en stærk og klar stemme der gør op med tendenser til at forkorte og forringe de akademiske uddannelser. 

IDA skal også fremme kendskabet til ingeniørernes vigtige rolle både i det private og i det offentlige arbejdsmarked. Pædagoger, sygeplejersker, folkeskolelærere og sosu-assistenter er blevet politikernes "darlings". Vi andre der skaber hele grundlaget for deres arbejde er bare "kolde hænder". Det skal der laves om på.

Til gengæld skal IDA ikke have politiske holdninger til, hvordan vi løser miljø- og klimakrisen. Der er tale om komplekse problemer som der findes mange rigtige løsninger på. Alle løsninger har fordele og ulemper, og derfor skal IDA være "politisk ateistisk".

IDA skal i stedet kæmpe for at fremme, og gerne facilitere en klog og faktabaseret offentlig debat som modspil til det sammensurium af populistiske båltaler, udenomssnak, synsninger og desværre også misinformation som desværre er blevet dagligdag i den debat der åbenbart hellere skal være "godt tv" end klog og demokratisk berigende. Når vi nu er et videnssamfund burde det ellers være en selvfølge.

Hvorfor er det altid politiske kommentatorer, forfattere og skuespillere der får plads i debatterne i vores public service medier og andre nyhedsmedier der får offentlig støtte, og sjældent ingeniører og andre med dyb faktuel viden på de områder der debatteres?
Hvorfor skal man stemme på mig?
Jeg vil arbejde for at der kommer fokus på at gøre offentlige stillinger attraktive igen.

Jeg vil arbejde for at IDA bruger størstedelen af sine kræfter på at være en god fagforening for medlemmerne.

Jeg vil arbejde for at IDA bruger sit politiske arbejde til at fremme og facilitere en klog og faktabaseret demokratisk samtale om hvordan vi løser aktuelle udfordringer, særligt på områderne klima og velfærd som modvægt til et mudret mediebillede.

Jeg vil arbejde IMOD at IDA har politiske holdninger til konkrete løsningsmodeller. De komplekse problemer vi står overfor har ikke nogen endelig løsning. Der er mange løsningsmodeller, og de har alle fordele og ulemper, og det er dét som IDA skal bruge sit politiske virke til at synliggøre.