Om kandidaten

Jeg er historiker og arbejder som museumsinspektør & arkivar på Museum Nordsjælland.

På hjemmefronten bor jeg i Brønshøj med min kæreste Signe og vores tre børn på 5, 7 og 16 år.

Samtidig er jeg forperson for DM's kultur- og medieansatte + medlem af DM's hovedbestyrelse.

Tidligere har jeg bl.a. været ansat på Nationalmuseet, Rigsarkivet og Billund Museum. Her har jeg været engageret i skabe stærke fællesskaber. Bl.a. som tillidsvalgt.

Engagementet har været drevet af en tro på, at vi vidensarbejdere kan mere, når vi står sammen.

Det driver mig også i mine aktiviteter i DM i dag.

Om kandidatens valgprogram

Jeg vil et retfærdigt og rummeligt arbejdsmarked.
Jeg vil et samfund, hvor vi investerer i viden, kultur og lige muligheder.
Og så vil jeg, at DM'erne støttes til at skabe arbejdsliv, der er både meningsfulde og bæredygtige. Ikke mindst på kultur- og medieområderne.

Det kræver, at vi udvikler DM til et endnu stærkere, solidarisk fagforeningsfællesskab. Derfor stiller jeg op til sektorbestyrelsen i DM Kultur og Medier.

Her har jeg også siddet i den seneste periode.
Her har vi knoklet for bedre arbejdsmiljø og overenskomster i kultur- og mediebranchen, for kursustilbud til DM`erne, og så har vi skabt et nyt fællesskab med fusionen mellem DM og KI.
Derudover har vi gennem debat og dialog fremhævet DM’ernes værdi for samfundet og sagt klart fra over for arbejdsgivere, der undergraver løn- og arbejdsvilkår.

Men vi er slet ikke færdige. Vi kan skabe endnu mere værdi for hinanden i DM, og det vil jeg gerne arbejde for de næste år. Derfor håber jeg på din stemme til valget.