Liste DM Kultur + Information + Medier
Arbejdsplads Moesgaard Museum
Kommune Horsens
Om kandidaten

Jeg er cand.mag. i arkæologi og æstetik & kultur fra Aarhus Universitet. Jeg arbejder som arkæolog på Moesgaard Museum, hvor jeg er tillidsrepræsentant for museets ca. 70 akademikere. Desuden er jeg tovholder i DM’s netværk af tillidsrepræsentanter fra de danske museer.
Som arkæolog på en række forskellige museer igennem næsten 20 år - og særligt som tillidsrepræsentant - mærker jeg dagligt de udfordringer og bekymringer, som museumsansatte konfronteres med. Det er langt hen ad vejen de samme vanskeligheder, der bredt set møder alle kultur-, informations- og medieansatte.

Om kandidatens valgprogram

De museumsansatte skal være stærkt repræsenteret i vores fagforening, så DM arbejder endnu hårdere for at gøre op med de usikre ansættelsesforhold og lave lønninger, som præger museumsverdenen og kulturbranchen i almindelighed.

Jeg vil særligt være en stemme for alle de arkæologer, der arbejder på landets museer. Vores fysiske arbejdsforhold er meget anderledes end de fleste akademikeres, samtidig med at manges arbejdsliv i årevis er præget af korte projektansættelser. Det skal vores fagforening have endnu mere opmærksomhed på.

Kultur-, informations- og medieansatte er lige så meget værd for samfundet, som alle andre akademikere. Vores arbejde spiller en afgørende rolle for sammenhængskraften og fællesskabet. Det afspejles desværre ikke i vores løn- og ansættelsesvilkår. Derfor bør DM arbejde for en kulturændring i offentligheden og blandt medlemmerne, så det bliver tydeligt, at den samfundsmæssige værdi af vores arbejde og vores løn- og ansættelsesvilkår ikke stemmer overens.