Kamma Overgaard Hansen

Liste DM Kultur + Information + Medier
Arbejdsplads Freelance kunsthistoriker
Kommune Aarhus
Om kandidaten

Jeg er uddannet cand.mag. i kunsthistorie og religionsvidenskab, har arbejdet som formidler og museumsinspektør og har senere lavet en PhD i kunsthistorie. I dag arbejder jeg freelance som skribent, underviser, foredragsholder og forsker.

Jeg har dermed en bred erfaring med alle dele af kulturbranchens fødekæde som både fastansat og prekært beskæftiget.

Jeg driver netværket KULTURAM, som arbejder med at synliggøre arbejdsmiljøproblematikker i kulturbranchen. KULTURAM har været aktivt og dagsordensættende siden 2020, bl.a. med SoMe-kampagnen #toflaskervin.

Om kandidatens valgprogram

Jeg vil arbejde for at sikre bedre vilkår og en højere grad af tryghed for kulturbranchens prekariat. I den ideelle verden var vi alle fastansatte. Realiteten er en anden. DM har som fagforening et medansvar for at sikre, at de medlemmer, der falder udenfor de konventionelle fast- og fuldtidsansættelsesnormer, også kan forvente lønnede arbejdstimer, mulighed for at spare op til pension, anerkendelse som fuldgyldige kolleger på arbejdspladsen og en sikkerhed for også at være ansættelsesbare, når den midlertidige ansættelse ophører.

Derudover vil jeg gøre op med misbruget af medarbejdere til såkaldte 'ad hoc-opgaver' i kulturbranchen. Alt for mange DM-medlemmer udfører tunge løft eller relationelt krævende opgaver uden at være klædt fagligt på til det og uden at modtage sikkerhedskurser eller faglig sparring, fordi det ikke er beskrevet nogetsteds.

Endelig vil jeg bidrage til at tale kunst og kultur op som en reel samfundsressource og en nødvendig del af velfærdsstaten.