Information om valget

Hvis du er +60 år kan du stemme og stille op til valget. Københavns Ældreråd arbejder til gavn for alle kommunens ældre borgere +60 år

Hvem er Københavns Ældreråd?

Det er bestemt ved lov, at alle kommuner i Danmark skal have et ældreråd eller seniorråd. Københavns Ældreråd arbejder for alle ældre +60 år i Københavns Kommune.

Rådet er partipolitisk neutralt og uafhængigt af politiske, religiøse og interessebaserede organisationer.

Hvad laver Københavns Ældreråd?

Ældrerådet rådgiver Borgerrepræsentationen i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem ældre borgere og politikere i kommunen. Det vil sige, at Ældrerådets vigtigste opgave er at være høringspart for kommunens politikere.

Ældrerådet er med sine høringssvar med til at kvalificere det grundlag, som politikerne skal træffe beslutning på baggrund af.

Rådet skal høres om alle forslag og initiativer fra Borgerrepræsentationen, som har betydning på ældre borgere +60 år – det gælder ikke alene i forhold til sager på sundhedsområdet, men også om sager på trafikområdet, kultur- og fritidsområdet eller boligområdet.

Ældrerådet høres fx om forslag inden for disse områder:

  • Kommunens politikker og strategier på ældreområdet
  • Kommunens kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp
  • Budgetforslag
  • Boliger til ældre og nye initiativer på boligområdet
  • Tilgængelighed og trafikale forhold
  • Kultur- og idrætstilbud til ældre
  • Borgerservice

Det er også muligt for Ældrerådet selv at komme med idéer og forslag, som kan være med til at udvikle og skabe bedst mulige forhold på ældreområdet.

Nogle af de opgaver Københavns Ældreråd beskæftiger sig med er:

  • Udarbejdelse af høringssvar
  • Følger budgetprocessen og afgiver høringssvar om effektiviseringsforslag og kommer med budgetønsker
  • Deltager i møder med politikere og embedsmænd
  • Holder kontakt med andre ældre borgere i byen
  • Udarbejder debatindlæg
  • Deltager i forskellige aktiviteter fx ældreidrætsdagen ”Spring for Livet”
  • Arrangerer borgermøder og andre møder

Ældrerådet beskæftiger sig ikke med enkeltsager og personsager. Rådet træffer ikke beslutninger, men har alene en rådgivende funktion.

Hvornår mødes Ældrerådet?

Møderne i Ældrerådet er rådets højeste myndighed, hvor samtlige medlemmer drøfter sager og træffer endelig beslutning. Ældrerådets møder er lukkede. Ældrerådet holder møde en gang om måneden med undtagelse af juli.

Mere information

Du kan læse mere om Ældrerådets arbejde på aeldreraadet.kk.dk

Læs mere om valget og find kontaktinformation på valgsekretariatet på kk.dk/valg