Arbejdssted Nordsjællands Hospital
Stilling Oversygeplejerske
Valgoplæg - Bestyrelsesmedlem i Lederforeningen - Valgkreds Hovedstaden

Jeg stiller op til bestyrelsen i Lederforeningen, fordi jeg ønsker at bidrage til en stærk forening, der tydeligt markerer ledernes stemme i sundhedsvæsenet. For mig er Lederforeningen et afgørende fællesskab, hvor vi sammen kan sætte retning for ledelsesvilkår, udviklingsmuligheder og den politiske dagsorden.

Siden 2022 har jeg været oversygeplejerske, først på Gentofte Hospital og fra september 2025 på Hillerød Hospital. Jeg har desuden en solid baggrund i det politiske felt gennem mit arbejde som tillidsrepræsentant og mit fortsatte engagement i FS-arbejdet. Denne erfaring har givet mig indsigt i, hvordan vi både som medarbejdere og ledere påvirkes af de rammer, vi arbejder under – og hvordan vi kan være med til at forme dem.

Som bestyrelsesmedlem vil jeg arbejde for at styrke ledernes faglighed, skabe rum for kompetenceudvikling og sikre gode, tidssvarende rammer for nuværende og kommende ledere. Jeg vil bidrage til, at Lederforeningen fortsat står stærkt som politisk aktør og talerør – og med respekt for både ledelsesopgaven og de mennesker, der bærer den.

Jeg stiller op med engagement, samarbejdsglæde og ledelseserfaring – og et oprigtigt ønske om at være med til at skabe de bedste vilkår for ledere i fremtidens sundhedsvæsen.