Arbejdssted Ebeltoft Lægehus
Stilling Konsultationssygeplejerske
Evt. øvrige tillidserhverv Tidligere TR, KB-medlem (2017-2021).
Valgoplæg - Kredsbestyrelse Midtjylland (opstillingskreds 4 - Øst)

Vi lever i en tid, hvor sundhedssektoren er under pres. Dygtige sygeplejersker forlader faget, mange nyuddannede kommer aldrig ordentligt i gang – og færre søger ind på sygeplejeuddannelsen.
Og for at være ærlig: Jeg forstår det godt.

Mit navn er Line Axelsen. Jeg er 33 år, mor til to og har 10 års erfaring som sygeplejerske – både fra hospital og nu som konsultationssygeplejerske. Jeg har tidligere været TR samt siddet i kredsbestyrelsen (2017-2021).

Jeg stiller op til kredsbestyrelsen, fordi vi har brug for en realistisk stemme i DSR, der kender hverdagen og kæmper for reelle forbedringer – både i arbejdsliv, løn og faglig anerkendelse.

Mine mærkesager:
• Løn og pension, der matcher ansvar og kompetencer – vi skal have reel værdi for vores arbejde
• Faglighed først – nye opgaver kræver oplæring, klare rammer og honorering
• En uddannelse, der ruster til virkeligheden – ikke til stress og frafald
• Et arbejdsmiljø, man kan holde til – normering, ledelse og rammer skal gøre det muligt at blive i faget.

Stemmer du på mig, får du en tydelig og realistisk stemme, som kender dit travle (arbejds)liv indefra. Jeg vil bringe medlemsnære perspektiver ind i DSR’s politiske arbejde – så vores virkelighed afspejles i de beslutninger, der træffes.