
Lajla Stockfleth
Arbejdssted | Næstved Kommune |
Stilling | Sygeplejerske |
Evt. øvrige tillidserhverv | TR |
Jeg vælger at stille op til kredsbestyrelsen, fordi jeg tror på, at vi sammen kan skabe en bedre hverdag for sygeplejersker – og ligeså vigtigt, også for borgerne.
Sygeplejefaget står midt i store forandringer. Presset på sundhedsvæsenet vokser, kollegaer forlader faget, og vores faglighed udfordres dagligt. Den nye ældrelov, den kommende fusion mellem Region Sjælland og Region Hovedstaden samt sundhedsreformen betyder, at den kommunale sygepleje får en endnu mere central rolle. Borgerne bliver mere komplekse, og flere behandles i eget hjem – derfor vil det kræve en endnu højere faglighed og et godt overblik fra sygeplejersken.
Der skal investeres i uddannelse og et lønløft, så vi kan fastholde de erfarne sygeplejersker og samtidig tiltrække nye kollegaer, der brænder for faget. Den kommunale sygepleje har længe været tilsidesat i forhold til sygehusene – det vil jeg være med til at gøre op med, så vi bliver sidestillet og anerkendt på lige fod til gavn for både borgere og fagfolk.
Jeg ønsker at bidrage med min mangeårige viden og indsigt som udekørende sygeplejerske, med erfaring fra både hospitals- og kommunal sygepleje, samt ledelse i kommunalt regi.
Jeg vil, i bestyrelsesarbejdet, gå forrest for, at vi kan løfte faget og sikre at sygeplejerskers stemmer bliver hørt.