Arbejdssted Herlev Hospital og Roskilde Universitet
Stilling Pædiatrisk Sygeplejeske og stud.cur.
Valgoplæg - Kredsbestyrelse Hovedstaden (opstillingskreds 2 - Vest)

Jeg stiller op til kredsbestyrelsen, fordi jeg brænder for et stærkt og samlet Dansk Sygeplejeråd – på tværs af generationer og fagområder, hvor både unge og erfarne sygeplejersker kan se værdien i medlemskabet. Jeg har tidligere været forperson for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning og dermed siddet i DSR’s hovedbestyrelse i en periode med både treparts- og overenskomstforhandlinger. Det gav mig en masse erfaring med fagpolitisk arbejde, set med en ung, nyuddannet sygeplejerskes øjne – erfaring, jeg nu ønsker at bringe ind i kredsbestyrelsen. Jeg har en kæmpe drøm om, at flere sygeplejersker, både nyuddannede og erfarne, får indblik i den politik, som ligger til grund for vores arbejde. At forstå sin lønseddel, diskutere arbejdsvilkår og have indsigt i sundhedssektorens opbygning og økonomi, er noget jeg vil ønske, at alle kan, tør og gør. Uddannelse fylder også meget i mine politiske drømme. Den nylige uddannelsesreform satte for alvor spotlight på sygeplejeuddannelsen. En styrket praktik og stadigt fokus på faglig fordybelse, er en uddannelsesmæssig nødvendighed for fremtidens sundhedsvæsen. Et stærkt DSR er en forudsætning for, at vi som sygeplejersker kan få bedre vilkår – og jeg vil arbejde for, at alle medlemmer kan mærke, at det gør en forskel at være med.