
Charlotte Bjerg Sand Riis
Arbejdssted | Bjergs Briks -kropterapi og sygepleje / Holstebro kommune |
Stilling | Holistisk sygeplejerske og kommunal sygeplejerske |
Jeg stiller op til kredsbestyrelsen, fordi jeg ser fagbevægelsen som både garant og drivkraft for vores profession.
Efter mange års arbejde med faglig udvikling – i DSR, som klinisk sygeplejespecialist og medlem af Dasys Uddannelsesråd – vil jeg stille mig til rådighed for det fagpolitiske arbejde med den agenda at styrke sygeplejerskers karriereveje, faglige lederskab og selvstændige virksomhedsområde.
Jeg har gennem hele min karriere arbejdet for at tydeliggøre sygeplejerskers kompetenceprofiler og karriereveje. En sygeplejerske er ikke bare en sygeplejerske – hver funktion kræver sin kompetenceprofil. Vi har brug for en klar struktur for anciennitet, titler og uddannelsesaftaler, så erfaring og ansvar afspejles i både funktion og løn. Det er forudsætningen for reelt klinisk lederskab.
Sygepleje er ikke en delegeret funktion – det er et selvstændigt fag. Mange driver allerede ambulatorier i offentligt og privat regi, men rammerne for selvstændig praksis og egne ydernumre er for snævre. Det skal ændres.
Jeg arbejder for:
1. Struktur for anciennitet, titler og kompetencer
2. Flere karriereveje – fra selvstændig praksis til klinisk ekspertise
3. Ligeværd, ærlighed og fælles ansvar i arbejdsmiljøet
4.Videreuddannelse som grundlag for indflydelse og lederskab