Flemming Andersen

Indstillet af bestyrelsen fra Dagli Brugsen Bindslev
Valgt første gang til Coops landsråd 2022
Motivation

Jeg genopstiller til Landsrådet, fordi jeg mener det er vigtigt at sikre kontinuiteten i arbejdet. Der er sket rigtig meget og rigtig mange forandringer de sidste to år, og igen mener jeg, det er vigtigt, at der er medlemmer i det nye Landsråd, der har kendskab til de indgåede aftaler.

Coop gennemlever en svær tid, og jeg vil gerne medvirke til at sikre, at vi kommer på fode og igen kommer til at stå stærkt i fremtiden.

Coop er noget helt særligt og anderledes end de øvrige spillere på dagligvaremarkedet. I mine øjne er der to helt grundlæggende forskelle, som jeg vil arbejde for at synliggøre endnu mere:

  • 1. Coop har en klar mission (hvorfor er vi her?). Vi er ikke bare en butik, der sælger fødevarer. Vi har en holdning til de varer, vi sælger, og vi ønsker at påvirke samfundsudviklingen.

  • 2. Coop er ejet af medlemmerne.

    Jeg har altid været meget optaget af hele tanken om medlemsdemokrati og medlemseje.

Idéer og holdning

Vi ejer ikke længere Coop Danmark, men via vores medejerskab skal vi påvirke forretningen til fortsat at arbejde for de mærkesager, som vi er kendte for og som gør Coop-butikkerne til noget særligt.

Samtidig skal vi bidrage til, at forretningen bliver lønsom, så der igen kan blive finansiering til arbejdet i Coop amba

I Coop amba er det vigtigt at arbejde med følgende:
  • 1. Styrke fortællingen om foreningen og vores ”historie” – både internt, blandt medlemmerne og i samfundet.

  • 2. Fortsætte bestræbelserne på at engagere medlemmerne – udnytte at vi har en direkte adgang til en tredjedel af Danmarks befolkning.

  • 3. Arbejde for fornyelse og videreudvikling af medlemsdemokratiet.

Hvad kan du bidrage med i landsrådet?
  • Et indgående kendskab til Coop amba og Coop Danmark

  • Jeg er selvstændig konsulent og arbejder til daglig med udvikling og ledelse – herunder virksomhedsudvikling, forretningsudvikling, strategi, organisation, lederudvikling og ledersparring.

  • Mange års ledelseserfaring.

  • Jeg er god til at se muligheder frem for problemer, og jeg er god til at formidle samarbejde mellem flere parter.

  • 40 års bestyrelseserfaring fra foreninger, selvejende institutioner og private virksomheder.

  • Formand for bestyrelsen i Dagli’Brugsen Bindslev.


Baggrund og interesser
  • Jeg bor i Bindslev i hjertet af Vendsyssel.

  • Gift med Rikke, der arbejder som kontorassistent ved Udbetaling Danmark. 2 voksne børn.

  • Er bogstaveligt talt født og opvokset i Brugsen, hvor min far var uddeler i 28 år, og vi boede i tilhørende bolig. Har således fået Brugsen og Andelsbevægelsen ind med modermælken.

  • Har siden jeg var 15 år været engageret i frivilligt foreningsarbejde og aktiviteter i lokalsamfundet. Stor erfaring med organisering af frivillige.

  • Bred interesse for den generelle samfundsdebat, politik, erhvervsliv, sport og kultur.

  • Fodbolddommer.

  • DBU/DFU-instruktør i fodboldlovene.

  • Uddannet dommerudvikler.

  • Medlem af DBUs Futsaldommerudvalg
  • Eliteobservatør i Futsalligaen.

  • www.linkedin.com/in/andersenflemming/

  • www.facebook.com/flemming.andersen.92102